Én retning gælder ikke alle når det gælder en sund ryg

Sund ryg

Vi har fået en forespørgsel om, hvordan man opnår en sund ryg i hverdagen. Det korte svar er bevægelse.
Det lange svar er noget mere kompliceret. Det er faktisk så nuanceret, at vi er ved at skrive en bog om emnet, som efter planen udkommer ultimo 2018.

Der findes mange forskellige årsager til ryggener. De genetiske faktorer kan vi ikke ændre på, men vi har ganske rigtigt selv mulighed for, at optimere nogle af de forhold vi udsætter ryggen for. Er det så blot et spørgsmål om korrekt løfteteknik og anskaffelse af hævesænkebord? Nej! Mange årtiers fokus på disse forhold, har vist sig ikke at have nogen effekt på ryggens sundhed. Svaret skal altså findes andre steder.

Når vi først i indlægget nævner bevægelse, henvises der til de mange, som dagligt har meget stillesiddende arbejde. Hvis de dertil ikke jævnligt laver nogen form for fysisk aktivitet, vil de givetvis opleve større kropsligt velvære, og dermed rygsundhed, med blot lidt mere bevægelse i hverdagen. Det kan være lette øvelser på arbejdspladsen, daglige gåture, trappen i stedet for elevatoren og måske cyklen som transportmiddel.
Men der er også mange erhverv, hvor man går og står det meste af dagen, og forekomsten af ryggener er lige så stor her. Gang hele dagen er derfor ikke nødvendigvis vejen til en sund ryg.

Generelt kan man sige, at en eller anden form for rygtræning, eksempelvis yoga, svømning eller styrketræning, vil gavne de fleste. Men for mange passer det ikke ind i travl hverdag og hvis man først får dårlig samvittighed over det, ja så kan det faktisk være selvforstærkende. Og for nogle, vil sådanne generelle tiltag endda kun forværre.
Så uspecifik træning gavner ikke alle. Hvis du er forvirret nu, er det ikke så sært!

Én måde passer ikke alle når det gælder en sund ryg

“One size fits all” i enhver sundhedsdebat, vil altid være misvisende og rumme modstridende informationer. Derfor findes der ikke ét simpelt råd om sund ryg i hverdagen, som passer til alle. Men vi har listet nogle få tips, der kan være med til at styrke din rygs sundhed:

  • Dit syn
    Synet har stor betydning for en sund ryg. Så hvis hovedparten af din dag domineres af skærmarbejde, smartphone og lignende, bør du dagligt have mindst en time, hvor dit syn stimuleres i det fri. Og husk altid, at tilpasse dit syn til dine arbejdsopgaver!
  • Din vejrtrækning
    Husk at trække vejret helt ned i maven. Din vejrtrækning kan nemlig have betydning for din bevægelsesfrihed i nakke, skuldre og ryg og dermed din sundhed. Du kan læse mere om dette i vores næste blogindlæg.
  • Fri bevægelighed
    Bevægelsesfrihed er afgørende for en sund ryg. Ideelt set bør din ryg have fri bevægelighed i alle retninger – sørg for at holde dette vedlige!
  • Rygtræning
    De øvelser, der hjælper din nabo hjælper ikke nødvendigvis dig. Prøv dig frem og vælg den træningsform eller aktivitet, du føler gavner dig.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *