Visse problemer i lænd og bækken kan medføre øget besvær i siddende stillinger. Generelt set, er det dog ikke noget problem for ryggen at vi sidder ned!
Faktisk er der gennem de sidste 3-4 årtier lavet adskillelige videnskabelige undersøgelser på området. Herunder endda måling af trykket i diskus (bruskskiverne i rygsøjlen). De første studier gav ganske vist anledning til mistanke om en øget belastning af ryggen. Men konklusionerne i senere studier lyder samstemmende, at siddende stillinger ikke er årsagen til øget lænderygbesvær.
Ergonomi og ryggen
Undersøgelser har heller ikke kunnet vise nogen forebyggende effekt ved brugen af avanceret ergonomisk udstyr. Hvilket er tankevækkende set i forhold til de betragtelige resurser, der mange steder bruges på dyre hæve-sænkeborde og smarte kontorstole.
Har man først ondt i ryggen vil mange muligvis opleve en forværring i siddende positioner. Det er derfor naturligt at finde aflastning for smerterne gennem ændrede siddepositioner, hvorfor mange også oplever at have gavn af førnævnte ergonomiske udstyr.
Man kan derfor være tilbøjelig til at tro, at det er de siddende stillinger, der forårsager rygproblemerne og dermed også, at ergonomiske tiltag kan forebygge samme. Men det er altså ikke tilfældet.
Eller sagt på en anden måde ved bedømmelse af følgende udsagn:
“Jeg sidder og derfor får jeg dårlig ryg”. – Falsk
“Jeg har dårlig ryg og får det værre af at sidde.” – Sandt
Stillesiddende hverdag og generel sundhed
Selvom langvarige siddepositioner i sig selv ikke er skadelige for lænderyggen, så er de ikke uden betydning for vores generelle sundhed. Som beskrevet tidligere på bloggen her, kan der være nogle holdningsmæssige udfordringer, der blandt andet kan medføre øgede spændinger i kroppen. Derudover kan manglende aktivering af kredsløb og muskler over længere tid have andre konsekvenser. Undersøgelser viser nemlig, at der ved langvarige statiske siddepositioner ses en øget risiko for hjertekarsygdomme og sukkersyge.