Selve mekanismen bag det at trække vejret, kan have stor betydning for smerter og bevægelighed i nakke, skuldre og ryg. Problemet kan opstå når vores vejrtrækning bliver overfladisk. Overfladisk vejrtrækning er når vi ikke trækker vejret helt ned i maven, men overvejende i den øvre del af brystet. Særligt kvinder kan have tendens til overfladisk vejrtrækning, men det ses også hos mænd.
Der kan være mange årsager til, at vejrtrækningen ændres i en uhensigtsmæssig retning. Hos nogle kan det skyldes stress eller angst med decideret hyperventilation. Det kan også skyldes fysiske skader på ryg eller ribben, herunder operation. Sygdom og operation i den øverste del af mavehulen, eksempelvis lever, galdeblære eller mavesæk kan også påvirke måden vi trækker vejret på.
Mellem lungerne og maven har vi mellemgulvet, også kaldet diafragma. Mellemgulvet er en stor flad, kuppelformet muskel, der ved sammentrækning skaber undertryk i lungerne hvorved luften trækkes ind. Som et stempel, presser musklen på organerne i mavehulen så maven udvides. Når musklen slapper af, vil elasticiteten i mave, lunger og ribben automatisk presse luften ud og maven trækkes ind. Dette bør være den primære bevægelse ved almindelig afslappet vejrtrækning. Der findes en række hjælpemuskler, når der er behov for mere ilt som ved fysisk anstrengelse. Hjælpemusklerne, der blandt andet ses i nakke og skulderregion, bør ikke være særligt aktive i hvile.
Trækker du vejret rigtigt lige nu?
Du kan teste dig selv, ved at placere den ene hånd på brystet og den anden på maven. Tag en halvdyb, rolig indånding og registrer hvor der er bevægelse. Trækker du vejret rigtigt, er det primært maven der henholdsvis udvides og trækkes ind. Brystkassen skal også bevæge sig, men i mindre grad – pas på, du ikke skyder brystet frem eller hæver skuldrene og derved spænder i nakke- og skuldermuskler. Er din vejrtrækning ikke optimal, kan det korrigeres gennem forskellige behandlingsteknikker og specifikke øvelser.
Tip til bedre vejrtrækning
Fokuser mere på udånding end indånding! Dette er vigtigt både i hvile og ved aktivitet. Ved fysisk og psykisk stress har mange en tendens til korte, hurtige vejrtrækninger, hvilket skaber en uhensigtsmæssig balance mellem ilt og kuldioxid i blodet. Hvis du ændrer dette, så udåndingen relativt fylder mere end indånding, vil du opleve større afslapning, mere energi og mere udholdenhed. Prøv det også når du løber.
jeg prøver at trække vejret rigtigt, men som balletbarn i 10 år fik vi altid lært og trænet et trække vejret HELT omvendt altså med brystkassen aldrig mellemgulvet. Dette driver mig til vanvid i dag hvor jeg er 80 år og har KOL, jeg kommer så nemt at hyperventilere og tror at jeg skal DØ! HJÆLP!
Kære Berit,
Det er relativt let med de rette øvelser og korrekt instruktion at vende dit vejrtrækningsmønster. Så jeg vil anbefale dig at opsøge en lokal kiropraktor eller fysioterapeut som har de rette kompetencer, er du i tvivl kan du jo altid ringe til den valgte klinik og spørge om de har erfaring med din problemstilling.
Med venlig hilsen
Hej. Jeg tror, at jeg trækker vejret forkert. Jeg har i lang tid trukket maven lidt ind så den blev mere flad, og det har så resulteret i at jeg ikke kan få vejret helt ned i maven uden det gør ondt. Jeg tror i hvert fald at det er det, men når jeg en gang imellem løber, for jeg selvfølgelig sidestæng, men også den der ting i brystkassen som gør så ondt, så man nærmest ikke kan trække vejret. Det er nok normalt, men hvad kan forebygge alt det?
Kh Ea
Hej Ea, det lyder som du ikke bruger dit mellemgulv (en muskel mellem lungerne og maven) korrekt, det er relativt let at ændre med nogle øvelser, men kræver nok lidt vejledning fra en fysioterapeut eller kiropraktor